Ved første konsultation medbringes sundhedskort, samt lagen og håndklæde. Det er muligt at købe et engangslagen hos os for kr. 10,-
Sundhedskortet skal scannes på venteværelsesterminalen inden hver behandling. Det gælder som elektronisk underskrift til den offentlige sygesikring, samt til at sikre patientidentifikation. Ligeledes skal du som det første, hver gang du kommer ind til en fysioterapeut, oplyse dit cpr.nr.
Henvisningen sendes elektronisk fra lægen.
Det er også muligt at få behandling uden henvisning. Her gives stadig tilskud fra sygeforsikring ”danmark”, men det er uden tilskud fra sygesikringen.
Der vil blive foretaget en grundig undersøgelse for at afdække dit problem og få en fysioterapeutisk vinkel på diagnosen. Undersøgelsen bruges som udgangspunkt for den efterfølgende fysioterapeutiske behandling.
Forløbet er individuelt og justeres og udvikles løbende fysioterapeut og patient imellem. Der tages altid udgangspunkt i alder, kræfter, hverdag, økonomi m.m. samt selvfølgelig selve diagnosen. En behandling kan således spænde vidt over træning, udspænding, mobilisering, øvelser, massage, information og vejledning.
Personer med kroniske lidelser kan efter nærmere fastlagte regler få vederlagsfri fysioterapeutisk behandling og træning.
Hvis lægen skønner det nødvendigt, kan vi efter nærmere aftale behandle i egen bolig.
Tilskud fra den offentlige sygesikring til fysioterapeutisk behandling udgør ca. 40% af honoraret.
Se mere herom under priser.
Afbud bedes meddelt klinikken senest kl. 9:00 samme dag, en udeblivelse uden afbud koster 322,19 kr.
Har du oplevet, at noget er gået galt i forbindelse med din eller din pårørendes behandling? Hjælp os med at lære af vores fejl, så det samme ikke sker for andre!
En utilsigtet hændelse kan indberettes på www.stps.dk/uth
eller få pjecen på kontoret.
Klageprocedure
Skadet efter behandling eller medicin?
Se om du har ret til erstatning, anmeld din skade elektronisk på:
www.patienterstatningen.dk
Persondatapolitik for patientbehandling ved
Sundhedscentrets Fysioterapi & Træningscenter.
I forbindelse med dine behandlinger her på klinikken er det nødvendigt, at vi noterer og behandler oplysninger om dig.
- Hvilke oplysninger behandler vi?
I forbindelse med din behandling på klinikken noterer vi oplysninger om dine helbredsmæssige forhold til brug for den journalførelse, som vi efter sundhedslovgivningen har pligt til at foretage. De nærmere regler findes i autorisationslovens kapitel 6 og journalbekendtgørelsen (bek. nr. 1090 af 28. juli 2016 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler).
Udover de helbredsoplysninger vi selv noterer om dig, kan vi modtage helbredsoplysninger om dig fra andre sundhedspersoner, f.eks. din læge, efter reglerne i sundhedslovens kapitel 9.
Oplysningerne anvendes til brug for en god og sikker behandling af dig og de administrative funktioner, der er forbundet hermed.
Vi har pligt til at opbevare dine oplysninger sikkert og fortroligt.
Vi kan også registrere andre oplysninger om dig til brug for afregningsformål. Disse oplysninger noteres med hjemmel i databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra b og f.
- Videregivelse af oplysninger.
Efter sundhedsloven har vi tavshedspligt om dine helbredsmæssige og andre følsomme forhold, men hvis det er nødvendigt, kan vi udveksle dine helbredsoplysninger internt blandt vort personale.
Videregivelse af helbredsoplysninger uden for klinikken må som udgangspunkt kun ske med dit samtykke. I særlige tilfælde kan der efter reglerne i sundhedsloven ske videregivelse uden samtykke. Det vil typisk være til andre sundhedspersoner, f.eks. din egen læge.
De nærmere regler herom findes i sundhedslovens kapitel 9.
De oplysninger, vi har registreret til brug for afregningsformål, udveksles med betalingsformidlere i det omfang, det er nødvendigt for at gennemføre betalingerne. Hvis din behandling helt eller delvist betales af andre end dig selv, f.eks. af din region eller af et forsikringsselskab, vil vi også videregive oplysninger om behandlingen til den, der skal betale.
I forbindelse med udarbejdelse af træningsprogrammer videregives personoplysninger, men ikke helbredsoplysninger.
- Hvor længe opbevares oplysningerne?
Din journal opbevares i det tidsrum, der er fastlagt af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det gældende tidsrum er 5 år fra det seneste notat i journalen, jf. journalbekendtgørelsens § 15, stk. 2. I særlige tilfælde kan journalen opbevares længere.
Oplysninger til brug for afregningsformål opbevares så længe, det er nødvendigt af hensyn til afregning og bogføring.
- Dine rettigheder vedrørende oplysningerne.
Du kan få indsigt i hvilke oplysninger, vi har registreret om dig, ved at kontakte os. Efter autorisationslovens § 24 må vi ikke slette oplysninger i din journal. Men hvis du mener, at der er fejl i journalen, kan du bede om, at der laves en tilføjelse.
For oplysninger, der ikke er omfattet af patientjournalen, har du ret til at få rettet eller slettet ukorrekte oplysninger. Du har også ret til at bede os om at ophøre med at behandle sådanne oplysninger om dig.
Klager over vores behandling af dine personoplysninger kan indgives til Datatilsynet, Borgergade 28, 5. sal, 1300 København K. Du kan finde nærmere oplysninger om Datatilsynet på www.datatilsynet.dk
Tilsyn med reglerne i sundhedslovgivningen føres af Styrelsen for Patientsikkerhed. Du kan finde styrelsens kontaktoplysninger på www.stps.dk